Hvornår skal man plukke æbler?

Hvornår skal man plukke æbler?

Mange danske haver har mindst ét æbletræ. Det er et taknemmeligt frugttræ, som blot kræver et solfyldt voksested med læ for vinden og en jordbund, som ikke bliver alt for våd om vinteren.

Men hvornår skal man plukke sine æbler, hvis man vil have glæde af den sunde og lækre frugt, som man selv har dyrket? Det varierer fra sort til sort, hvornår æbler er plukkemodne, så høsttidspunktet spænder fra august til slutningen af oktober. Der kan være lidt forskel på plukketidspunktet fra år til år alt afhængig af, hvor varm og solrig sommeren har været.

 

Sådan tester du, om dine æbler er plukkemodne

Generelt afhænger frugts kvalitet af, hvornår de bliver høstet. Det skal ske på det helt rigtige tidspunkt. Vi høster ofte æbler for tidligt, så smagen ikke er færdigudviklet. Men venter vi for længe med at høste æbler, risikerer vi, at deres smag bliver mere melet og ikke mindst, at æblernes holdbarhed bliver væsentligt forringet.

Æblers holdbarhed er nemlig længere, hvis du plukker dem, inden de er helt modne. Derfor skelner man også mellem, hvornår et æble er plukkemodent, og hvornår det er spisemodent. De tidlige æblesorter kan du spise direkte fra træet. De sene sorter har derimod brug for tid til at modne helt efter plukning, inden du kan begynde at spise dem.

Der er tre nemme metoder til at finde ud af, om æblerne på dit æbletræ er ved at være så modne, at du kan plukke dem:

  • Smag på dine æbler. Et æbles smag bliver udviklet af solen, så hvis du plukker æblerne for tidligt, får de ikke den rigtige smag. Du skal dog være opmærksom på, at nogle sorter, som fx Ingrid Marie først udvikler deres smag fuldt ud, når de er plukket.
  • Skær æblet igennem for at se, om kernerne er blevet brune. Det er en gammel og nyttig tommelfingerregel, at et æble er spiseklart, når kernerne er brune. Men den metode er heller ikke helt skudsikker, for der er sorter, som er plukkemodne før de bliver spisemodne. Venter du med at plukke dine æbler, til kernerne er brune, vil de typisk heller ikke være velegnet til langtidsopbevaring.
  • Løft og drej et æble lidt ud til siden, mens det sidder på træet. Slipper æblet nemt, er det tegn på, at det er modent til at blive høstet. Det er den mest enkle og bedste metode til at finde ud af, om du skal i gang med at høste æbler.

Nedfaldsæbler er ikke nødvendigvis et tegn på, at alle æblerne er modne. Selv på et enkelt æbletræ vil der være forskel på, hvornår de enkelte æbler er modne, fordi det afhænger af, hvor meget sol de får.

 

Stræk æblesæsonen ved at plante forskellige æblesorter

Der findes over 300 danske æblesorter, og de modner på forskellige tidspunkter. Vil du gerne strække æblesæsonen, kan du derfor med fordel dyrke forskellige sorter af æbler i din have.

Når du skal vælge en sort, bør du se på, hvor godt det kan klare sig i det danske klima. Alene af den grund kan du med fordel vælge en dansk æblesort som fx Gråsten eller Filippa. Som du kan se på listen længere nede, er der også udenlandske sorter, som trives fint i Danmark.

Du bør også se på, om en æblesort er et godt spiseæble, for det er jo meningen, at æblerne skal spises. Sidst men ikke mindst er det også værd at undersøge, hvor modstandsdygtig en æblesort er over for sygdomme.

De helt tidlige æblesorter holder ofte kun nogle få uger, når de første er modne. En middeltidlig sort kan holde nogle måneder og er ideel for de fleste familier. De sene sorter kan du opbevare hele vinteren, men de er til gengæld ofte bedst egnet som madæbler.

 

Vælg æbletræer som kan bestøve hinanden

En anden god grund til at plante forskellige sorter af æbletræer er bestøvning. Æbletræets blomster skal bestøves, hvis de skal sætte frugt. Det kræver, at der vokser en anden sort af æbletræ i nærheden (det vil sige inden for maksimalt 100 meter), så bier og andre insekter kan flytte pollen fra det ene æbletræ til det andet.

Du skal dog være opmærksom på, at der er enkelte æblesorter, som ikke kan bestøve andre sorter. Det kan hverken Belle de Boskoop, Gråsten, Holsteiner Cox, Jonagold eller Mutzu. Disse sorter er derfor et dårligt valg, hvis du fx bor ude på landet og kun vil have to forskellige æblesorter.

Der er også forskel på, hvilke æblesorter der kan bestøve andre sorter. Discovery, Filippa, Guldborg, James Grieve og Rød Ananas kan bestøve de fleste andre sorter. For at undgå skuffelser bør du dog altid sikre dig, at du har valgt nogle sorter, som kan bestøve hinanden.

Bor du i et villakvarter, vil nogle af dine naboer højst sandsynligt have et æbletræ, som kan bestøve dit eget æbletræ. Er det ikke tilfældet, og kniber det med pladsen i din have, kan du med fordel vælge et æbletræ, hvor der er podet flere forskellige sorter af æbler.

 

Hvornår er de forskellige æblesorter modne?

Der er stor forskel på de forskellige æblers høsttidspunkt, smag og anvendelighed. Her kan du se en liste med nogle af de populæreste æblesorter – og enkelte andre sorter, som er medtaget for at vise dig, hvor lang æblesæsonen kan være:

Collina modner tidligt og kan plukkes fra midt i august. Efter plukning kan æblerne holde op til et par uger. Collina-æbler har en frisk sød smag, og frugtkødet er saftigt og sprødt. Æblerne skal plukkes forsigtigt, fordi de er sarte over for stød og nemt får brune pletter. Træet kan blive ramt af skurv, men det påvirker ikke smagen, så du kan sagtens bruge æblerne til fx most.

Discovery-æbler er modne og klar til at blive plukket fra sidst i august. Det er den bedste sort blandt de tidlige æbler. Dets æbler er smukke og røde med fast, sødt og saftigt frugtkød. Du kan gemme æblerne i 4-6 uger. Discovery giver hurtigt et godt udbytte, er nemt at passe og kræver stort set ikke beskæring.

Rød Ananas kan du også plukke fra sidst i august. Det er et sødt, saftigt og velsmagende æble, som egner sig bedst som spiseæble. De egner sig ikke til at blive gemt. Til gengæld kan du sagtens spise dem, selv om de ikke er helt modne endnu. Derfor kan Rød Ananas være et godt valg, hvis du slet ikke har tålmodighed til at vente på sommerens første æbler. Rød Ananas er et sundt træ med en moderat vækst, og det trives over alt.

Retina-æbler kan du høste i starten af september. Hvis du opbevarer æblerne køligt, kan de holde sig frem til november. Smagen er let syrlig med et saftigt frugtkød. Retina er en af de nyere æblesorter, som er resistent over for skurv og også ret modstandsdygtigt over for meldug. Træet giver store mængder frugt og er ret nemt at passe.

Guldborg-æbler kan du begynde at plukke i starten af september. Det er en god og populær æblesort, som smager fantastisk, når du høster det modent fra træet. Æblerne har en kort holdbarhed, så du bør spise dem friske. Alternativt kan du bruge dem til æblegrød, som du kan fryse ned. Et Guldborg-æbletræ er sundt, men det tager nogle år, inden det begynder at give en god æblehøst.

James Grieve-æbler er klar til at blive høstet fra først i september og kan tåle at blive opbevaret i en måneds tid. Smagen er sød med en meget karakteristisk og krydret aroma. Frugtkødet er blødt og saftigt. James Grieve er et taknemmeligt træ, som har en middelkraftig vækst og derfor kun kræver let beskæring. Det er et sundt træ, som er modstandsdygtigt over for sygdomme, og giver hurtigt en stor og stabil høst af æbler.

Redfree er endnu et æble, som du kan plukke først i september. Det er et spiseæble med en holdbarhed på under en måned. Blandt de skurvresistente æblesorter er Redfree en af de tidligst modne sorter. Det har en middel æblesmag med en middel sødme. Til gengæld kræver træet ikke så meget læ, fordi æblerne hænger godt fast på grenene.

Ahrista-æbler er plukkemodne fra midt i september, og du kan gemme dem i omkring en måned. Æblet har en syrlig-sød smag med et saftigt og sprødt frugtkød, som beholder den faste karakter også under lagring. Ahrista er en af de nyere æblesorter, som er meget resistent over for skurv. Det egner sig derfor godt til økologisk dyrkning og til haveejere, som vil have et nemt æbletræ.

Elstar-æbler er plukkemodne i sidste halvdel af september. Opbevarer du dem korrekt, kan de holde sig frem til januar. Elstar er en populær æblesort, fordi den har en god balance mellem syre og sødme. Frugtkødet er middelfast. Det er et af de bedste spiseæbler, du kan få, og det egner sig også fint til madlavning. Desværre er træet lidt følsomt over for svampesygdomme. Det har også en tendens til at fryse tilbage om vinteren.

Filippa er en dansk æblesort med æbler, som du kan høste fra sidst i september. Æblerne har en god holdbarhed, så du kan gemme dem helt frem til februar-marts. Filippa er et dejligt spiseæble med en passende syrlig smag og saftigt frugtkød. Det er en sund og hårdfør sort, som er nemt at dyrke. Et Filippa-træ sætter typisk blomster ude i spidsen af grenene, så derfor skal man være forsigtig med at beskære træet. Det er en god idé at plante træet i læ for vinden, da æblerne nemt blæser af grenene.

Aroma-æbler er klar til at blive plukket sidst i september, og de kan holde sig frem til januar. Smagen er sød med en middel syrlighed og masser af aroma. Frugtkødet er middelfast og saftigt. Aroma-æbler er velegnede både som spiseæbler og madæbler. Træet er modstandsdygtigt over for skurv og derfor velegnet til at dyrke i haven.

Holsteiner Cox kan du begynde at plukke i starten af oktober. Æblerne har en lang holdbarhed, så du kan opbevare det frem til januar. Spisekvaliteten er god med en syrlig og aromatisk smag. Frugtkødet er fast og saftigt om end lidt grov i strukturen. Holsteiner Cox er et sundt og robust træ med en kraftig vækst, så det kræver god plads i haven.

Belle de Boskoop er sent høstmodent. I sidste halvdel af oktober kan du begynde at plukke æblerne, som du sagtens kan gemme hele vinteren. Det er et af de bedste madæbler, som du kan få. Du kan også bruge det som spiseæble. Smagen er syrlig med en udpræget aroma. Frugtkødet er tørt og groft. Træet er hårdført og modstandsdygtigt over for sygdomme. Det vokser kraftigt og har en bred krone, så det er endnu et æbletræ, som kræver god plads i haven.

Rød Ingrid Marie kan du begynde at plukke i oktober. Du kan strække høsten af denne æblesort over en længere periode. Holdbarheden er lang, så du kan gemme æblerne til januar-februar, hvis du opbevarer dem køligt. Ved stuetemperatur bliver de hurtigt melede. Rød Ingrid Marie har en frisk syrlig-sød smag uden den store aroma. Frugtkødet er middelfast og halvtørt. Træet er frugtbart og trives godt i danske haver. Rød Ingrid Marie er også kendt under navnet Karin Schneider.

Bramley er klar til at blive høstet midt i oktober. Det er et typisk madæble, som du får størst glæde af at bruge i december-marts. Det har en meget syrlig smag uden så meget sødme. Træet er sundt, hårdført og kraftigtvoksende, så det er velegnet til økologisk dyrkning.

Spartan-æbler modner sent, så du kan høste dem i sidste halvdel af oktober. Æblerne kan du gemme frem til marts. Det er et såkaldt syrefrit æble med en god og meget sød smag. Frugtkødet er fast, sprødt og saftigt. Spartan-træet er rimelig robust og modstandsdygtigt over for sygdomme, men det kræver en lun vokseplads.

Mutzu-æbler er høstmodne sidst i oktober. Det er et spiseæble, som du kan lagre frem til februar-marts. Smagen er sød og aromatisk. Frugtkødet er sprødt og saftigt. Det er et kraftigt voksende træ, som er modtagelig over for skurv, så derfor er det ikke så velegnet i haven.

 

Du kan læse mere om mange forskellige æblesorter hos Pometets æblenøgle og Sonneruplund.

 

Kan æblerne tåle nattefrost?

De sene æblesorter kan godt tåle let nattefrost i efteråret, hvis du ikke når at plukke dem i tide. Det naturlige sukker i æblerne sænker nemlig deres frysepunkt.

Langt værre er det, hvis det bliver frostvejr, når æbletræerne er begyndt at blomstre. Kulden kan nemlig ødelæge blomsterne, så de ikke bliver til æbler.

Høster du dine æbler sent på efteråret, skal du passe på med at plukke dem i frostvejr. Frugtkødet er nemlig særlig udsat for skader, når det er underafkølet, så udse dig en solrig dag til at få æblehøsten i hus.